Seniorerne bor i byen for at have muligheder og for at bruge sig selv, de kommer omkring og søger mennesker og socialt samvær, og de er aktive med vidt forskellige personlige interesser. Fem seniorer, der bor midt i Aarhus, siger samstemmende ”Ja!” til, at de er glade for at bo så centralt i byen. Deres boligforenings beliggenhed er da også attraktiv med gåafstand til banegården. Det bliver ikke mere bynært, mere tæt på ”alting”: ”det er nemt at komme rundt og til Musikhuset, og der sker mange ting, der er gratis ting”, som en af beboerne siger, og ”man skal ikke hjem med den sidste bus”, som en anden supplerer.
For seniorer, der bor lidt mere decentralt på det nye havneområde i Aarhus og på det ydre Frederiksberg, er de allernærmeste sociale og bymæssige tilbud dog langt mere begrænsede, så de tager ”ind til byen”, som det kaldes, for at dyrke motion og købe ind, møde venner eller bruge kulturtilbud. ”Det vigtigste er, at man kan bevæge sig ud herfra, og man kan komme hjem igen!”, som en mand i 80´erne siger om bopælen på det ydre Frederiksberg. Hans uafhængighed er styrket af at være aktiv cyklist, og han kommer ugentligt vidt omkring alene eller sammen med ægtefællen, men han kender også s-togsnettet indgående og de lokale bustider på minuttet.
For de, der ikke kan cykle eller gå til gøremål, bliver afhængigheden af offentlig transport stor, når nu ikke ”alting” er lige om hjørnet. Omlægning af busruter bliver derfor bemærket og særligt uventet ventetid ved stoppesteder er en kilde til irritation for busbrugerne. Mange bryder sig heller ikke om at benytte sig af kulturtilbud om aftenen, hvis de skal på egen hånd. ”Jeg tager ikke ind til byen, når det er mørkt, og står og venter på en bus, det gør jeg altså ikke. For når der kommer sådan et slæng af store knægte og går ned igennem busgaden, det gider jeg ikke,” siger en kvinde i Aarhus.
Livet i byen har altså meget at tilbyde seniorer med tid og masser af menneskelige ressourcer efter endt arbejdsliv – og seniorer i alle aldre har meget at give bysamfundene. Behovet for at opleve åbne muligheder og for at være i aktiv forbindelse med omverdenen bliver ikke mindre med alderen.
En velorienteret, mandlig senior i Aarhus benytter sig hyppigt af kommunale steder med gode serveringer til overkommelige priser. For ham er det let at komme rundt, fordi han cykler. Om morgenen ser han på dagens vejr og humør og vælger gerne et af de centrale lokalcentre, der ligger i tilknytning til ældre- og plejeboliger, som første destination. Her køber han en god bolle med smør, to skiver ost og kaffe til 26 kroner i caféen. Han taler sjældent med nogen, men spiser sin bolle og drikker kaffen, og så er han ude igen. Men lokalcentret er sammen med andre kommunaltdrevne tilbud overkommelig prismæssigt, og som på en almindelig café er købet en stående invitation til at tage ud i byen og komme indenfor. Pengene ville ikke strække langt på en af de utallige caféer i midtbyen, men ligesom mange af de andre byseniorer kan han lide at være blandt mennesker. Det er en af kvaliteterne ved at bo i byen.
I både Aarhus og på Frederiksberg taler flere byseniorer om hyppig brug af biblioteker og om tilbud om oplevelser og aktiviteter på blandt andet museer, kulturhuse og frivilligsteder. Byseniorernes interesser og præferencer er forskellige, men der er også en orientering mod seniorrettede aktiviteter, kommunale centre eller gratis kulturtilbud. Det er dog ikke alle steder, som trækker eller opleves attraktive, selvom der er en tydelig seniorprofil og sociale funktioner. Som fx det nybyggede plejecenter på Frederiksberg, der blandt andet driver et åbent frokosttilbud: ”Det lugter langt væk af institution”, siger en lokal kvinde. ”Der er slet ikke hyggeligt, der er iskoldt, det er hvidt”, siger en anden om oplevelsen fra at have deltaget i arrangementer i huset. De foretrækker alle et andet plejecenter, hvor de flere gange har været på besøg.
Det har indflydelse på byseniorers muligheder og adgang til byens liv, at byen rummer et bredt udbud af steder, aktiviteter og rammer for at komme ud, dyrke interesser og være sammen med andre. Det handler om økonomisk adgang, men også om at kunne spejle sig og finde ind i omgangsformer og de fysiske omgivelser.
I to århusianske, almene boligmiljøer er der bygget fysiske rammer og faciliteter for samvær mellem seniorer, men ellers er de meget forskellige. Det ene har efter 13 år til fulde vist sin sociale levedygtighed og store appel med lang venteliste. Det andet er helt nybygget og kun lige ved at finde fodfæste hos de nye naboer i fire 55+ opgange. De to bebyggelser er også to forskellige eksempler på fællesskabsrettede boformer med seniorer. For mens den nye, Havnehusene, har fire senioropgange i et mix af ungdoms- og familieboliger, er den etablerede, Sonnesgården, udelukkende seniorer i de 93 boliger. Her er særligt to forhold også slående: Variationen i de fælles faciliteter og omfanget af organiserede grupper.
I Sonnesgården er der en kunstforening, en madklub for mænd, en sy- og håndarbejdsgruppe, motionsgruppe, skomagerdrengene (som spiller billard), udvalg for henholdsvis hus, flag og have samt den obligatoriske afdelingsbestyrelse. Man mødes også i kælderens motionsrum eller ved postkasserne i det store fælleshus, over udendørsgrill, på etagernes svalegange eller til en af de mange årligt tilbagevendende traditioner. De mange temagrupper og beboerforeninger vidner om, at selvom seniorerne har samme aldersprofil over 55 år, så har de ikke nødvendigvis de samme interesser, men nok interesse i at mødes og være sammen – og det er derfor, det er attraktivt at bo tæt her.
Samlivet i boligforeningen Havnehusene er til gengæld på alle måder under opbygning midt i Aarhus Ø, byens store områdeprojekt på havnen, hvor seniorer i fire opgange flyttede ind i efteråret 2015. Første projekt for de nye naboer var at tage de opgangsbaserede tagterrasser og væksthuse i brug. Det er ikke gået helt gnidningsfrit hos alle at vælge møblement og udtryk, at finde social form og retningslinjer for, hvordan fælles og privat brug organiseres. Men indrettet og beplantet er de blevet med økonomisk tilskud fra boligforeningen. En opgang har oprettet en velfungerende facebookgruppe, hvor fælles fredagsbar og brug af væksthuset annonceres, selvom den lille nabogruppe jo bor dør om dør. En anden gruppe har gennem traditionelle opslag fundet sammen om at motionere i den nærliggende Risskov, da de lokale rekreative uderum længe endnu vil være amputeret af byggepladser på stribe.
Svaret på den 13-årige boligforenings varierede naboliv er en mangfoldig organisering. Både de store sammenkomster og de mange små foreninger er sociale formater, der nok er afhængig af en kritisk masse af drivende kræfter, men som former og formål er de også organiserede måder at mødes og velkendte anledninger at samles om; stafetten kan gives videre også til tilflyttere. Fællesskabet ser ud til at trives i den rige kombination af faciliteter og facilitering, af arkitektoniske løsninger og organiserede samværsformer – og af en i øvrigt tydeligt kommunikeret social profil. Måske kunne flere nye seniormiljøer hjælpes stærkere på vej med inspiration og gode erfaringer som disse i hånden.
Efter flere årtier sammen i højhuset Domus Vista ved Roskildevej på Frederiksberg holder fire kvinder, alle for længst med et aktivt arbejdsliv bag sig, øje med hinanden og plejer at fortælle det, hvis de for eksempel er bortrejst et par dage. ”Kan du huske, da du tog til Jylland uden at sige det til mig? Det var ikke godt”, siger en til en af de andre. De ses ikke uanmeldt, men tager røret eller smider et postkort gennem brevsprækken, hvis de vil have kontakt. Så de trænger sig ikke på, men deres år sammen lyder som en højtforrentet social aktie. Tidligere mødtes flere af beboerne i haven, de små grønne plæner, men efterhånden er flere af de jævnaldrende i huset gået bort. Så i dag er biblioteket i stueetagen deres ”andet hjem” og livsnerven i det sociale liv.
En 74-årig kvinde flyttede for et par år siden ind i en lejlighed på den anden side af Roskildevej efter at have solgt sit hus. Hun bor ikke selv i Domus Vista, men deler lokalmiljø med beboerne i højhuset. Hun benytter sig af supermarkeder til indkøb, hun har adgang til bus tæt ved gadedøren, s-tog længere væk og motorvej til sommerhuset eller til det store indkøbscenter, og ”den dag du ikke kan mere, så kommer du på plejehjem hernede”, som hun siger. Faktisk kommer hun der allerede i dag, for hun er blevet besøgsven for et par beboere. Hun er også frivillig på et være- og aktivitetssted for voksne længere væk, og så er hun kommet med i en klub på biblioteket i højhuset, som mødes en gang om ugen. Der er efterhånden velkendte ansigter i nabolaget, hvor hun er flyttet til for at kunne blive gammel, og det handler om meget mere end boligen.
Byseniorernes udeliv viser, at kvalitet og muligheder i det lokale nærmiljø har betydning som daglige mødesteder og som de rum, hvor det private liv fletter sig ind i byen. Det viser også, at mange mindre pladser og tilbud om korte siddeophold forbundet med byens infrastruktur er hyppigere benyttet og vigtigere i det mobile seniorliv end ikoniske byrum og attraktive men fjernere udeområder. Og endelig er der steder og stier, der opsøges for ro, luft og et langsomt tempo, og hvor der ikke rigtig sker noget – måske det sværeste at finde i de tætte byområder.
Der er to brugsmønstre, som karakteriserer byseniorernes udeliv. Ét finder sted i de allernærmeste omgivelser tæt på hoveddøren i et velkendt og trygt miljø. Her bliver udelivet en naturlig forlængelse af det hjemlige, hvis forholdene er tilstede, og her kan man møde naboer eller andre relationer. Det andet udeliv finder helt bogstaveligt sted på vejen eller stien, for det foregår til fods eller på cykel. Her bliver byens uderum og rekreative områder brugt mobilt: Til gennemfart på vej mellem destinationer, til hyppige gåture primært i lokalområdet, på vej til og fra offentlig transport eller i form af fjernere udflugtsmål med gå- eller cykelforhold i naturomgivelser ved skov, park eller vand.
Begge brugsmønstre er udtryk for et aktivt udeliv i byen. Det opsøges og nydes af byseniorerne, fordi der er liv og mennesker, for rige sanseindtryk eller fordi det rummer ro og frirum. Udelivet skaber og vedligeholder også social kontakt til byen og omverdenen – både i det nærmeste miljø og på ture rundt i byen. Men i modsætning til andre byboeres udbredte indtagelse af byens rum, pladser og parker til sociale formål, tager byseniorerne ikke selv byen i brug til længere ophold og forsamling. Ophold i det offentlige rum har hovedsageligt form af korte pitstop og pauser, undervejs og i forbindelse med andre aktiviteter, hvis ellers der er bænke, som inviterer til at sidde godt: ”man skal bare lige kunne sidde 5-10 min., også gerne uden for biblioteket, og det skal være de gode runde bænke, hvor man sidder godt og ikke ødelægger ryggen”, lyder det fra en mand, som efterspørger bænke på sine hyppige ture rundt på ydre Frederiksberg.
Seniorerne i både Aarhus og på Frederiksberg roser deres byer for særligt de store, grønne områder som bl.a. Mindeparken i Aarhus og Frederiksberg Have. For det er ikke, fordi de mange frodige åndehuller ikke er kendte og værdsatte, men de lyder bare ikke rigtig til at blive besøgt og benyttet til ophold. En kvinde siger om de mange rekreative områder i Aarhus: ”Jeg bruger dem faktisk ikke så meget, men Mindeparken er hyggelig, og der er borde og bænke.”
Udviklingen bliver ikke mere mærkbar og synlig end for de seniorer, der som nybyggere er tilflyttet almene boliger på det omfattende bydelsprojekt Aarhus Ø på havnen. Fra deres boliger og tagterrasser kan fem seniorer se det nye kvarter skyde frem på nærmeste hold. De er flyttet til for at være tæt på vandet og på grund af udsigten, lys og luft, og for en god lejebolig med let adgang til byen. Omkring dem tager arkitekttegnede byggerier form og følges med interesse af tilflytterne: ”Det er helt nyt og fascinerende i sin forskellighed. Jeg tror det herude, er det mest avancerede Aarhus nogensinde har kunnet svinge sig op til”, siger en begejstret 65-årig mand om arkitekturen. Interessen for at følge den lokale udvikling i ”det kreative område” deles af seniorerne, hvoraf den ældste er 81 år. Hvis det står til dem, må der bare gerne snart komme mere grønt, ophold, handel og lidt caféliv – og færre byggegener lige ved hoveddøren, for støj og rod påvirker flere af dem.
Byggepladserne på havnen rykker på et tidspunkt videre til nye projekter. For byerne bliver jo aldrig færdige. Og byseniorerne følger også engagerede med. De læser nyheder og kommer til borgermøder, de taler om egne ønsker, og hvad de har hørt om planer og projekter i deres lokale miljøer på Frederiksberg og i Aarhus. Det opleves ikke ligegyldigt, hvad der sker, meget er spændende og ventes med forhåbninger, bare der altså ikke er alt for lange udsigter. Hos byseniorerne, der har deltaget i borgermøder eller lokale udviklingstiltag af forskellig art, er det lidt uklart, hvornår der sker noget, og hvad deres engagement fører til – har det egentlig betydet noget, bliver der lyttet?
Det er ikke kun de fysiske forandringer, der følges. Bylivstilbud og brug af byens uderum til formål som koncerter, gadecaféer, udendørsmotion, handelsmarkeder, tai-chi og byhaver bemærkes, og nogle benyttes aktivt af enkelte byseniorer. Som andre undersøgelser bekræfter, er også flere af byseniorerne frivillige med deres interesser, og fordi de ønsker fællesskab i lokalsamfund; de engagerer sig med andre ord.
Men langt flere seniorer kunne engageres og inviteres til at tage del i både at forandre, forbedre og bidrage til bysamfundenes fællesskaber og fysiske rammer. Her kan særligt de seniorer, som ikke oplever mange muligheder for dem i dag, sætte fokus på byens blinde pletter. De stadigt flere og helt forskellige ældre er selv en del af løsninger og flere svar på, hvordan byerne socialt, fysisk og samfundsøkonomisk omstiller sig til de mange byseniorer.